TRIVA - Triplans moderselskab har 80-års jubilæum
1946 - 2026

2026 er et særligt år for Triva / Triplan. I år kan vi fejre vores 80-års jubilæum
Gennem de 80 år har vi udviklet os fra en traditionel smedevirksomhed til at blive en digitaliseret og topmoderne producent af glasvægge og stålprofiler. I 80 år har vi udviklet kvalitetsprodukter og udvidet vores kompetenceområder, og det har vi tænkt os at blive ved med..
De seneste har vi haft stort fokus på flytning af virksomheden fra beliggenheden i Ishøj til nybyggede større faciliteter i det nye Businesspark øst i Ringsted. Det har været udfordrende at flytte en hel fabrik, samtidig med at afvikle de mange ordrer, og det er lykkes på grund af vores gode sammenhold og en fælles indsats, som hele Triplan er meget stolte over. Vi kan derfor glæde os ekstra meget til at fejre vores jubilæum i helt nye omgivelser.
Grundlagt 1946
Det var ikke nemt for 80 år siden, da TRIVA blev grundlagt lige efter årene med tysk besættelse. Efterkrigsårene led under stor vare- og materialemangel, hvorfor man med opfindsomhed og håndelag måtte organisere og fremtilstille sine råvarer og hjælpemidler selv.
Triva grundlægges i januar 1946 af de tre unge pladesmede, Erling Jensen, Louis Jensen og Aage Andersen som ejere og partnere. Alle tre er udlært på Vølund smede- og Maskinfabrik, som bl.a. producerer industrivaskemaskiner og arbejder med olierede og rustfri tyndplader.
På forunderlig vis kommer Triva i besiddelse af en stak tredjesorterings pladeparti, som bruges til at producere Trivas første produkt: En børnespade. I februar 1946 giver den lokale isenkramforretning Triva den første ordre på et parti børnespader. Det bliver til mere end 1.000 stykker, og hermed er Triva i gang.
![]() |
80 år med fokus på kvalitet
I dag er Triplan, introduceret som varemærke i 1988, stadig en familieejet virksomhed med et topmoderne produktionsapparat. Alle vores produkter bliver produceret i Danmark af specialiserede medarbejdere. Vi leverer alle former for bygningsprofiler og glasvægge til nogle af de største og mest prestigefyldte byggerier.
Al produktion foregår på Triplans egen fabrik, hvor meget er sket, siden virksomhedens tre grundlæggere tændte kontakten til den første valsemaskine. I dag vi har en moderne maskinpark med robotter og fuldautomatiske valse- og pakkemaskiner og et CAD-styret skæreanlæg. Alt sammen for at gøre produktionen effektiv og sikre, at den kan bibeholdes i Danmark.
80 år med dygtige medarbejdere
Vi fejrer med jubilæet den pionerånd og de innovative løsninger, der har præget Triva, og senere Triplan, og som har skabt den succeshistorie, Triplan er i dag.
Da Triva havde 75-års jubilæum var det en anledning til at reflektere over den vej, vi fremover ville gå. Vores fokus er stadig at udvikle virksomheden og det i en mere bæredygtig retning. Med miljøvaredeklarationer, fokus på bæredygtig produktion og så lidt spild som muligt. Alt dette understøttet af vores kompetente stab af medarbejdere, som sammen med vores moderne produktionsapparatet udgør Triplans rygrad.
Derfor har vi også valgt at bæredygtighedscertificere vores nye domicil med en DGNB Sølv-certificering. Vi er allerede præcertificerede og kan i løbet af det næste halve års tid glæde os til at modtage den endelige certificering. Vi er stolte af vores nye fabrik og de tilhørende administrationslokaler, der nu 1:1 repræsenterer Triplans positive udvikling: Solceller på taget af fabrikken, genbrug af tekøkkener og andet inventar, genbrugsmøbler og tæpper lavet af brugte fiskenet og sidst, men ikke mindst et godt indeklima.

Vi føler os godt rustet til at tage hul på 2026 med fejringen af vores 80-års jubilæum, der vil forgå som et arrangement for Triplans medarbejdere, ejerkreds og bestyrelse fredag den 16. januar.
Er du interesseret i at få mere viden om Triplans erhvervshistorie, kan du læse mere her:

